Louise Schouw Teater
MEDVIRKENDE: Jesper Lundgaard & Johannes Langkilde
INSTRUKTØR: Louise Schouw
Om forestillingen
To venner midt i livet mødes hos den ene og gør status. Samtalen begynder stille og genkendeligt, men udvikler sig hurtigt til noget større. For er de egentlig der, hvor de ønsker at være, personligt, privat og fagligt? Og hvornår i livet opdager man, at man måske er kommet lidt væk fra det, man egentlig drømte om?
”I publikums tjeneste” er en personlig og nærværende beretning om at finde sin rette plads i livet, og om de omveje, erkendelser og tilfældigheder, der former os undervejs. Det er en fortælling om modet til at stoppe op, se sig selv i øjnene og turde justere kursen, også når retningen er usikker, og svarene ikke er entydige.
Gennem fortælling og musik foldes deres livshistorier scenisk ud for publikum. Musikken bliver et følelsesmæssigt spejl, der understøtter de øjeblikke, hvor ordene ikke slår til, og hvor stemninger, minder og længsler får plads til at fylde.
Fortællingen bevæger sig kronologisk gennem de to venners liv og inviterer publikum helt tæt på de valg, tvivl og vendepunkter, der har præget deres vej. Publikum inddrages undervejs og bliver en aktiv del af refleksionerne, som vidner til, og spejl for, de spørgsmål, der også kan genkendes i ens eget liv.
Vi forener musikalsk sceneoptræden med teaterkoncertens fortællende greb og skaber en levende og nærværende oplevelse. I en hybrid mellem talkshow, teaterforestilling og teaterkoncert udnyttes teaterrummet på en ny og overraskende måde, hvor grænsen mellem scene og sal opløses.
Resultatet er en intim, reflekterende og vedkommende forestilling, der både rører, genkendes og giver stof til eftertanke, længe efter tæppet er gået.

