top of page

Fra regnormenes liv

20., 21. og 22. september
En kamp om kunst og kærlighed
Fra regnormenes-liv

Foto: Gudmund Thai

Tid og sted

20., 21. og 22. september 2023, kl. 19.30

Svendborg Teater,
Teatergade 2,
5700 Svendborg

FORESTILLINGEN HAR VÆRET OPFØRT OG ER NU VIDERE

Om forestillingen

FOLKETEATRET


Manuskript:  P.O. Enquist

Oversættelse: Frederik Dessau

Instruktion: Kasper Wilton
Scenografi: Kim Witzel

Kostumedesign: Line Bech

Danseinstruktion: Jeanette Binderup-Schultz
Teaterforlag : Nordiska ApS

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke, Michael Moritzen og Lisbet Lundquist

Det er et bemærkelsesværdigt firkløver, der mødes en aften i det fine Heibergske hjem, hvor H.C. Andersen har søgt tilflugt efter en uheldig optræden: Han tabte sit gebis på det støvede gulvtæppe, mens han holdt en hyldesttale for selveste kongen og hans grevinde. Skamfuld og flov søger han trøst hos ægteparret Johanne Luise og Johan Ludvig Heiberg, de to spydspidser i den kulturelle elite, som Andersen higer efter at blive en del af. Men Johanne møder Andersen med hån og rendestenssprog, og rap i replikken nedgør hun den triste Andersen.

Det skønmalede portræt af tidens mest feterede skuespillerinde krakelerer, som aftenen skrider frem. Da fru Heiberg var barn, samlede hun regnorme op og vaskede mudderet af deres slim-ede kroppe, så de blev helt rene og fine. Men renskurede og i det stærke lys døde de. Fru Heiberg og H.C. Andersen er begge trukket op af deres barndoms muddergrøft, og selvom denne aften akkompagneres af Johannes uforstående ægtemand og en sjofel, skaldet gamling, så bliver mødet mellem de to skyggebørn Hans Christian og Johanne uforglemmeligt.

Fra regnormenes liv blev kåret som Årets Forestilling i sæson 2021/2022 af CPH Culture.

Vi har talt med

Michael Moritzen

Jeg har optrådt på Svendborg Teater før, men det er meget længe siden. Så længe siden, at jeg dengang var meget ung og ivrig efter både at få en på opleveren og spare penge. Derfor valgte jeg at bo på Den Røde Højskoles ”Hotel Royal”, der var et utrolig hyggeligt, hjemligt og absolut alternativt sted. Lige i tidens ånd! Jeg fik endda lokket min fars kone, min højtelskede ekstramor, Lise Ringheim, som jeg spillede sammen med i Ibsens ”John Gabriel Borkman” til også at bo der og vi havde en fuldstændig vidunderlig tid. Lise blev endda venner med et par unge flygtninge, som Højskolen også havde indkvarteret der. Særlig mindeværdig var den aften, hvor Lene og Sven Grønlykke fra Løgismose kom og så vores forestilling og bagefter arrangerede natmad på hotelværelset. Delikatesser, medbragt fra deres dejlige Falsled Kro, der jo – i modsætning til Hotel Royal - findes endnu.

 

Jeg husker Svendborg Teater som et overordentligt stemningsfuldt sted. Med den helt perfekte størrelse og afstand mellem sal og scene: et rigtigt teater!

 

Svendborg var mit første møde med Sydfyn og jeg har siden været på besøg flere gange og er hver gang faldet fuldstændig for byen, dens lys, vandet, turene ud i naturen og over broen til Tåsinge. Der er vidunderligt. Intet mindre.

 

Denne gang medvirker jeg i en moderne klassiker, Per Olov Enquists ”Fra Regnormenes Liv”. Et gribende portræt af tre af Guldalderens betydeligste kunstnere:  H. C. Andersen, Johanne Louise Heiberg og hendes mand, Johan Ludvig. Historiske figurer, der taler direkte ind i vores samtid, hvor vi igen er begyndt at tale om klasseforskelle og de smertepunkter, som den sociale arv medfører.

 

Jeg tror, jeg kan love publikum en medrivende teateroplevelse, dér i det smukke, gamle teater

Foto:Camilla Winther
Kort
bottom of page